Jersieby.dk

Om livet og aktiviteterne i Jersie Landsby

Jersie Landsby

4. og sidste uddrag af Ruth Eriksen´s fortælling om sit liv i Jersie

Når det var godt vejr om sommeren, badede vi ved stranden. Det var før der var noget der hed Staunings ø. Men pludselig kom der en sandbanke op og det udviklede sig til en ø. Der blev bygget en bro ud til øen og en dag var der flagstænger og flag oppe og så kom statsminister Stauning, derudaf med sit store hvide skæg, foran en hel delegation og så var den ø indviet som, Staunings ø, og det har jeg oplevet.

 Nå, men derefter kom jeg til Assendrup, men nu var jeg jo så blevet forlovet i mellemtiden og så sker der jo så tit noget, når man er forlovet, og så skulle vi giftes. Vi blev gift i august 1944, og dengang var man ikke så længe om at få børn. Allerede i november, havde vi Ulla. Men hvor var vi fattige. Min mand havde jo også tjent ude på gårdene og når han nu var blevet gift havde han ingen plads og arbejde var der ikke noget af den vinter. Vi var heller ikke medlem af en fagforening. Men vi fik lejligheden ovenpå, på Yderholmvej og vi skulle selvfølgelig betale husleje og varme og vi skulle også have mad. Dengang kunne man jo gå op i Brugsen, og så havde man en Brugsbog. Så kunne man skrive på den, når man købte, og så kunne vi betale, når vi havde penge. Det var jo en god ting. Min mand var ude at skovle sne den vinter, et par gange, og han var også med ude at tærske et par gange. Det gav jo lidt penge, selvom det ikke var så meget. Men sådan gik det da først og senere kom han så i fagforeningen, og det hjalp lidt på det hele. Men vi fik så hurtigt Jytte bagefter. Det var vi ikke så længe om. Da Ulla var tre år, havde vi tre børn og vi havde ikke meget tøj. Man havde ikke meget af nogen ting, men det klarede man jo bare alligevel. Og stod og vaskede og kogte tøj på komfuret; det er der jo nok mange andre, der har prøvet. Også det, ikke at have ret meget. Men det gik jo slag i slag og der kom tre børn til. Så jeg har seks børn og de har det godt, alle seks vi boede hos min mor, du min far døde. Og jeg kan huske, at vi vaskede, min mor og jeg. Så kommer far ind af porten og han dinglede noget. Jeg fik fat i ham og jeg råber på mor! ja ja, råber mor, ”Børnene sidder inde i stuen. Det var jo alle tøserne, men det var morfar der havde fået en hjerneblødning. Jeg kunne jo ikke slæbe ham ind.

 Der var jo også dengang , den 21. september 1956 da en del af Jersie by brændte. Ved Holger Olsens gård, Langagergård, hvor der havde været boldbane om sommeren, var der en sædemark og der brændte de af og da tænkte jeg: Det går aldrig godt, det der. Om det var det eller noget andet, skal være usagt, men det varede ikke ret længe, så brænder det i Holgers gård. Hans far havde lige været ude på marken og hente alle køerne. De skulle hjem og malkes, men han måtte så af sted med dem igen, ud på marken. Det har jo ikke været sjovt og så brænder gården og mange af deres ting blev sat ned på kirkegårds- pladsen. Og tænk, så var der selvfølgelig nogle frække nogen, der havdestjålet nogle af deres ting. Tommy og Kjeld Jakobsens fars og mors hus brændte også. og et hus omme bag ved, hvor der var to lejligheder i og det ene hold ikke var hjemme. Deres møbler blev båret ned ved vejen, på grunden, og møblerne brændte også der, grundet den stærke varme. Ja, og grisene, de rendte ude på markerne og der var min mand med til at samle dem ind. Vi havde et grisehus ude bagved vores stalddel og folkene havde bare proppet grisene ind. Da jeg kommer derud, er de ved at stavre af varme. Så jeg gik hen og lukkede op for dem; ja, jeg gik altså ikke ind hos dem, men jeg lukkede døren op på klem, med en krog. Nej det var en grim omgang. Og så køerne, de blev så jaget fra marken af og op i byen op hos Søgaards, hvor de blev malket den aften.

 I mange år var jeg ude at servere. Ja jeg kom mange steder. Og jeg gjorde rent ni steder om ugen en overgang, fordi min mand ikke kunne arbejde på grund af muskelgigt. og han kunne ikke få førtidspension. Så jeg måtte ud at gøre rent og jeg var ofte også ude at servere til sølvbryllup midt i ugen, og nogle gange lørdag og søndag i forsamlingshuset. Lige siden jeg var femten år, har jeg serveret deroppe, af og til. Så begyndte jeg at gå ud at lave mad for forskellige. Det bedste sted jeg kom, var hos Martha Søgaard. Hun var altid så sød og jeg blev regnet for noget. Jeg skulle altid med ind og spise, særligt når de skulle have gule ærter. Så jeg er kommet i næsten alle hjem i Jersie, hos alle de unge mennesker, når de havde barnedåb og på plejehjemmet Toftebo i Gl. Havdrup. Der bad jeg ikke selv om at komme, det var Arnold Pedersen der spurgte, om jeg ville have det? Det var til en påske og det var fordi Toftebo skulle begynde at sende mad ud af huset og så skulle de have ekstra hjælp. Det ville jeg da gerne og jeg havde ikke været der ret længe, før de spurgte om jeg ville fastansættes? Det blev jeg så og jeg har aldrig været ked af arbejdet der, det var et ualmindeligt godt sted at arbejde. Det er jo også lidt mærkeligt, for hende vi fik som chef, da jeg kom derop, hed Margit og hun kommer i dag hos mig og tager mine strømper af om aftenen. Og en anden dame vi havde i køkkenet, som hed Else, kommer minsandten også og tager mine strømper af. Og en tredje en som var sygehjælper deroppe, både han og konen kommer også en gang imellem. Det er mærkeligt.

 -Så blev far syg, så du tog kørekort, siger datteren Ulla.

 Ja, min mand Elmer, kørte mig ofte på arbejde, men han var tit syg om morgenen, når jeg skulle af sted. Så kunne jeg ikke blive kørt derop, men måtte jeg tage cyklen og det var ikke sjovt, slet ikke sådan i sidste øjeblik. Men så var der én jeg arbejdede sammen med, der sagde: ”Hvorfor pokker lærer du ikke selv at køre bil. Det kan du da sagtens lære, med alt det du kan”. Så jeg gik hjem og forelagde det for min mand: ”Argh”, sagde han, det er jo mange penge”! Nåh, så  var jeg slået ud. Året efter tænkte jeg, nej nu skal det være løgn! Så gik jeg hjem til ham og sagde: “Nu vil jeg lærer at køre bil”! Det er da en god ide”, sagde han. Og så lærte jeg at køre bil og da var jeg 58 år og jeg klarede begge dele første gang! Hvor var jeg dog lykkelig, selv at kunne køre. Jeg havde lige fået kørekort den 28. marts og den 5.april da jeg skulle på arbejde var det snestorm. Når vi mente det var forår, lukkede vi ikke portene til garagen, også bilruden stod åben, så der var sne både inde i bilen, i garagen og i hele indkørslen.

 Og farmand derhjemme, han var syg og kunne jo ikke lave noget. Så jeg måtte selv skrabe sne i indkørslen og man kunne stort set ikke se noget. Men jeg kom da ned på vejen og kørte til Toltebo. Der lå flere biler ude i kanten, som var gledet ud, men jeg havde gode dæk på, så jeg nåede da frem til Toftebo. Så kom økonomaen bagefter til mig og sagde: “Hvordan er du da kommet  her op? Ja, jeg er da selv kort! og så holdt det op med at sne.

Ofte var jeg også i forsamlingshuset  lørdag nat og kom hjem, når klokken var fire og skulle derefter op igen og på arbejde et kvarter i seks.Sådan en søndag formiddag var ikke så spændende, og vi var heller ikke så mange på arbejde, fordi om søndagen sendte vi ikke mad ud af huset. Det var kun til daglig vi lavede mad til hundrede mennesker.Jeg blev altid kaldt for konditoren. Det var jo bare unge piger, jeg gik sammen med, men det gik udmærket, vi havde det godt.

 Min mor døde året før min mand og vi var skrevet op til en handicapvenlig lejlighed i Villabyernes, fordi min mand ikke kunne klare trapper og sådan noget. Så blev jeg da alene, men kunne ikke få noget sted at bo. Og nu hvor det var nødvendigt med en lejlighed, hed det: ”Nej, nej, der er ikke nogen lejlighed”. Jeg ringede til kommunen, men de sagde: “Du kan få et værelse ude på Søvilla” Så blev jeg gal og sagde: “Det kan l simpelthen ikke være bekendt, jeg har aldrig skyldt jer noget i skat“! Og så snakkede jeg med manden i boligselskabet og han sagde: ”Nej, du kan da ikke få nogen lejlighed”. Så smækkede jeg røret på. To dage efter ringede han til mig. ”Er du faldet ned på jorden”? Ja, sagde jeg, men jeg skal gå her og pakke og skal ud af huset i løbet af, ja jeg kan ikke huske om del var l4 dage eller en måned, og hvad skal jeg gøre? Ja det kan godt være jeg kan skaffe dig en lejlighed”! og så fik jeg den jeg stadig har. Jeg skulle have det billigste tapet. Og jeg skulle have del billigste gulvtæppe, for jeg skulle altså ikke bo der. Men jeg har nu først fået nyt gulvtæppe sidste år og tapetet, det sidder der endnu.

Folk ler, ha ha ha.

 Og nu har jeg boet her i 21 år og har ikke været så fattig som dengang vi var nygifte; så det er jo godt nok!

 Det var slut på RuthEriksen’s fortælling

Kilde: Solrød Lokalhistoriske Forening, medlemsblad.