Jersieby.dk

Om livet og aktiviteterne i Jersie Landsby

Jersie Landsby

3. uddrag af Ruth Eriksen´s fortælling om sit liv i Jersie

Jeg var meget sammen med min farmor da jeg var barn, men hun var altid så bange. En dag skulle vi være alene hjemme en hel aften og vi var kommet i seng. Så var der noget raslen udenfor. Jeg ved såmænd ikke rigtig hvad det var. Men så sagde farmor: ”Jah, det er farfar der kommer og henter mig”. Det varede ikke længe før hun blev syg og derefter lå hun fra nytår til maj inden hun døde. Jeg blev da kaldt op om natten og skulle ringe til lægen, for min mor kunne jo ikke ringe. Men jeg kunne da godt se, at min far sad henne i døren og sagde at farmor var død. Jeg blev jaget ind i seng igen og næste dag var det min fødselsdag. Så sagde min mor, at farmor havde lagt en krone til mig i fødselsdagsgave.Det var selvfølgelig min mor der havde gjort det. Så pludselig skulle vi ikke have telefon mere. Det skulle vi jo ikke have, når farmor ikke var her mere til at kunne snakke i telefonen. Så jeg måtte altid i byen og ringe, mange steder. Mest i Brugsen. Da jeg var ung pige, kom jeg også op i Jersie præstegård. De afholdt sådan nogle ungdomsmøder for os dengang, og da jeg var barn kom jeg også i præstegårdshaven. Der var også sådan en eftermiddag om sommeren, med alle mulige sanglege og den gamle præstegård, den var jo fuld af gamle træer og buske og spændende ting og sager.

På et tidspunkt begyndte karlene i Jersie at holde fastelavn i forbindelse med Gymnastikforeningen. Det var den døvstumme skrædder, der var formand. Men denne forening holdt ikke, den gik ned. Så da jeg var ca. femten år, oprettede Hol ger Olsen, en gymnastikforening. Og karlene, var ude at ride til fastelavn. Hestene var pyntede, karlene var også selv pyntede og de samlede penge ind, for der skulle også være lidt fest om aftenen.

Dengang tjente jeg ude på Nielslrupgård, ude på Åsvej. Tove Steffensen og jeg gik til Jersie by, det var snevejr, derfor var vi gående. Dengang var bækken stadig åben og løb gennem byen, under Yderholmvej, ud på nuværende Åsvej og slog et knæk ned bag Møllebakken. Der så vi nogle mænd gå med nogle lange stave og Tove råbte til dem: “Er I ude at fiske”? De svarede ikke Så kom vi hjem til min mor, som havde en familie boende ovenpå i huset og de havde to små børn. Så var det deres dreng der var druknet. Han var dumpet igennem oppe ved Menighedshuset. Der var jo sne på den tid og det lå hen over bækken. Så det var vi kede af.

Jeg kom ud af skolen til april, men kunne ikke blive konfirmeret før i oktober. Så havde jeg jo næsten fri den sommer. Men i den tid var jeg, som tidligere omtalt, barnepige hos fru Schou og kom da også hos Marie Thomsen, som boede i Jersie, (Søndre Byvej 27). Der passede jeg også børn om eftermiddagen, så jeg havde såmænd ikke så megentid at lege i. Der var jeg så den sommer og kørte dertil hver dag indtil oktober, da jeg blev konfirmeret.

Når vi nu er ved Jersie by. Det var næsten min fars familie alle sammen. Min farfar havde boet på Toftegård og min farmor var fra en gammel gård, hvor nu Jershøj ligger. Så de havde megen familie i Jersie, to fastre og onkler, fætre og kusiner og en mosters mand boede her, dem kan jeg huske og ovre ved Holger Olsens gård, lå en gård der blev revet ned og da var det tre søskende fra min fars familie, der hav-de de tre gårde der, som lå lige i rad. Jersie by var næsten en familie dengang, det er jo klart, når både min farmor og min farfar var herfra. De fleste af dem, havde deres barndomshjem deroppe, mand og kone, og dengang korn man jo ikke så meget i byen, som man gør i dag.

Der var gerne juletræ i Forsamlingshuset. Det var som regel tredje juledag. Det var jeg ofte til og der var også juletræ oppe i Menighedshuset. Der gik jeg også til juletræ en af dagene. Min far og mor skulle da med ind og se det, det var jo en oplevelse for dem, dengang oplevede man ikke så meget. Men når min mor og far skulle til gudstjeneste, foregik det i Næstved. Jeg tror, det var en gang om måneden. Der blev alle de døvstumme samlet, med madpakke. Der var to hold døvstumme i Køge, hvoraf mændene var tvillinger. De var rigtige døvstumme, de kunne hverken tale eller høre. Far og mor havde mange venner og de var ofte sammen sådan en aften, hvor blandt andre de fra Køge af kom. Så tog de toget til Skensved og gik derfra og til Jersie. De havde madpakke med og så fik de drikkevarer og kaffe hos far og mor. Når de så skulle hjem, gik de igen til toget i Skensved.

Min far havde gået på Fredericia døveskole og når de kom sådan et sted hen, boede de hos en dame i byen. Hende kaldte de for plejemor og der havde han også, som han kaldte ham, en plejebror og min far fortalte, at de ofte var sultne. Så ham og hans plejebror kunne finde på at gå i brødudsalg for at købe en hel wienerstang og uden videre bare spise den. Det var det samme i Jersie. Der var jo mange brødudsalg, altså skiftende, ikke på én gang. Der gik karlene ofte ned og købte sådan en stor roulade, som de så sad og spiste, det har jeg da også set.

Jeg blev konfirmeret i 1938 og så skulle jeg jo ud og tjene mine egne penge, sådan var det jo dengang. Og da var det, at jeg kom på en gård ovre i Højelse og mit værelse var langtfra alle de andres, nej hvor var jeg bange. For jeg havde jo altid sovet sammen med min far og mor og jeg var bange i forvejen. Der var jeg så i et år. Men jeg ville jo helst være i Jersie. Så jeg kom ud på Nielstrupgård, på Åsvej. Der var jeg i halvandet år og der var jeg meget glad for at være. Det var to ældre mennesker som havde en søn boende hjemme. Det var Gudmund, ham er der vel stadig nogen af Jersianerne der kan huske. Men så rejste jeg derfra og kom på Nordtoft. Det var også på Yderholmvei. Der var jeg et halvt år, men der var jeg nu ikke så glad for at være. Derefter flyttede jeg til Solrød, ud i Nordmarken hos Poul Larsen. Og det var en god plads, der havde jeg det virkelig godt. Der sagde man De; De og fru Larsen. Hun sagde De til mig og jeg var trods alt ikke mere end sytten år. Så en dag var man ude og skulle flytte en gammel so, Poul Larsen og fodermesteren. Så gav Poul Larsen denne her so, én med en skovl i hovedet og så tænkte fodermesteren, den skulle du altså selv have haft. Og tænk, så falder manden om og dør. Den ene karl kørte ned på marken, fik ham på vognen, kørte tilbage og vi slæbte ham ind. Så kom de og kaldte af mig, jeg skulle komme ind og ringe til lægen. Det var meget de ikke selv kunne gøre det. Jeg stod ude i vaskehuset og vaskede tøj. Men jeg blev der i nogle år og fruen fik så, hvad hedder sådan én, en bestyrer og hans søster. Hun havde aldrig været gift, så hun kom ud på Nordmarken at bo. Der var jeg i to og et halvt år og der havde jeg det virkelig godt.

 

 

Fortsættelse følger…

Kilde: Solrød Lokalhistoriske Forening, medlemsblad.