Jersieby.dk

Om livet og aktiviteterne i Jersie Landsby

Jersie Landsby

1. uddrag af Ruth Eriksen´s fortælling om sit liv i Jersie

De Døvstumme fra Jersie

Ruth Eriksen fra Jersie fortæller om sin barndom, om de tre døvstumme mænd og deres familiære forhold, og tilværelsen dengang, Skolen og lærerne, veninder og folk i Jersie står lyslevende for Ruth Eriksen.

Til venstre ses skrædder Johannes Olsen, snedker Carl Berthelsen fra Havdrup-Skensved, Johanne Berthelsen gift 1. gang med Carl B, anden gang med Johannes Olsen, Ruths forældre Theodore Hansen og møbelsnedker Hans C. Hansen og th. karetmager Christian Larsen.

RUTH ERIKSEN FORTÆLLER OM SIN BARNDOM l JERSIE

Af Ruth Eriksen

(Foredrag med Ruth Eriksen som er født og har boet, stort set hele livet i Jersie.

Afholdt  i Jersie Sognehus d. 26. april 2011, med tak til Ruth Eriksen 2012).

Jeg er født på Yderholmsvej 34, i 1924, lige over for den gamle bold bane. Jersie by var en gammel by. I den var der mange stråtækte huse og gårde.
I byen var der en brugsforening og to købmænd. Den ene købmandsforretning  brændte på et tidspunkt og den anden købmand gik senere konkurs. Der var som sagt både brugs og to købmænd og der var et brødudsalg. Der var også en barrer og en damefrisør. Der var to Snedkere, hvoraf min far var den ene, der var tømrer, karetmager, træskomand, tækkemand og cykelsmed. Der var en skrædder og to sypiger, hvoraf min mor var den ene.

l Jersie var der tre døvstumme mænd, den ene var min far snedkeren, den anden var skrædderen og den tredje var karetmageren. Skrædderens kone var også døvstum og min mor var døv.

Min far fik aldrig lært fingersprog, men både min mor og far kunne mundaflæsning og senere da jeg havde fået mine små piger, kunne min far forstå hvad de sagde og de kunne snakke med ham. Men det var ikke alle mennesker, der kunne samtale med ham.

Min farfar boede oprindeligt på Toftegård, men han solgte gården og da mine forældre fik huset på Yderholmvej var det på den betingelse, at min farmor og farfar skulle bo der, så længe de levede. Min far var som sagt døvstum og min mor døv og det var selvfølgelig derfor, at vores farmor og farfar skulle være der, for at lære os at tale. Men min farfar døde allerede da jeg var et halvt år. Da jeg var fire år gammel legede jeg meget med min søster Kamma, der var to år ældre end mig. Der var grøfter alle vegne i byen og selvfølgelig skulle jeg ryge i grøften og forstuve det ene ben. Kamma slæbte mig ind i huset og så blev hun selvfølgelig skældt ud, for mine forældre skulle ud om aftenen for at spille kort,far, mor og farmor. De skulle ned hos en gammel mand, der blev kaldt Ole Peesen, Sådan sagde man dengang. Han boede nede i Kastaniely, det ligger på hjørnet afYderholmvej og Møllebakken. Men så tog min far en stor barnevogn ned fra loftet, og så blev jeg kørt derned i den.

Der var også en anden episode fra jeg var en fire, fem år. Der var altid juletræ i Jersie anden nytårsdag. Det var afholdsforeningen der holdt juletræ for de voksne og dér var damerne i lange fine kjoler og Bent der (Bent Pedersen, Søndre Strandvej), hans faster, moster, eller hvad de var, var jo så flotte, dem lagde vi altid mærke til. Min faster fra Ringsted var også med og hendes søn og jeg var på samme alder og vi legede meget sammen. Min far skulle som sædvanligt altid spille kort, dahan jo ikke kunne snakke med nogen. Min mor, farmor og faster sad oppe på balkonen og kiggede ned, men kunne ikke se os to unger og pludselig opdagede de at vi dansede midt imellem alle de voksne. Min fætter var vant til det, han gik jo til dans.

Så kom den tid hvor jeg skulle til at gå i skole. Det var i Jersie gamle skole, den nye. Fru Schou var lærerinde for de små børn og lærer Schou var lærer for de store. Der var kun to klasser og når man om morgenen kom ind i skolestuen hilsteman pænt ved at stå ret ved skolebordet og bagefter sang vi morgensang og det var altid “l østen stiger solen op” eller “Morgenstund har guld i mund” og den første time havde vi altid bibelhistorie, hver eneste dag og jeg husker tydeligt at bibelhistoriebogen var sådan en ganske lille én. I klassen var vi seks piger og tre drenge og jeg ved bestemt at én af pigerne lever endnu. Det er Tove Steffensen, hun var ude fra Strandgården. Det var en gård derude hvor bebyggelsen Strandgården ligger i dag. Hende har jeg stadig forbindelse til. Vi skriver til hinanden ved jul og fødselsdag. Jeg har ikke set hende i over 50 år, men på den måde har vi da stadigvæk forbindelse til hinanden. Af de tre drenge, ved jeg der lever én endnu og det er Harald Pedersen (Jersie Strandvej). Ham ser jeg da engang imellem. Jeg var nu begyndt at gå i skole og så tog min farmor mig med i kirke. Når hun skulle til alters, så kom hendes sorte klokkehat af, og blev lagt på sædet. Vi sad altid på samme plads og det gør jeg for resten endnu. Når vi så kom hjem, sagde farmor til mig: Hvad syntes du så om det? Åh, sagde jeg, det er jo det samme som jeg har hørt ude hos fru Schou. Så jeg havde jo hørt med begge steder. Hjemme havde vi et sybord, sådan et højt ét syntes jeg, for jeg stod altid på en skammel og så læste jeg op af bibelhistoriebogen for min farmor, for jeg ville jo gerne være præst, men det blev jeg altså ikke.

Nå ja, men de lavede også vin derhjemme. Far havde lavet kirsebærvin og der skal man jo suge i sådan en hævert, inden man kan få det til at løbe ned i flasken og det fik jeg lov til flere gange. Jeg skulle da med min farmor op i Brugsen og dengang var der jo grøftekanter. Jeg hoppede og jeg sprang og da vi kom op til Brugsmanden sagde min farmor: Ja, du må altså undskylde, men vi har tappet vin af derhjemme i dag, såååh. Da jeg så kom hjem, lå jeg på sofaen og sov resten af dagen. Jeg tror aldrig, jeg har haft sådan en brandert på siden.

Fortsættelse følger…

Kilde: Solrød Lokalhistoriske Forening, medlemsblad.